Når kunstig intelligens vokser – hvad sker der med den menneskelige?
Vi står midt i en teknologisk revolution. Kunstig intelligens flytter ind i vores virksomheder, vores hjem og vores hverdag. Den kan skrive tekster, analysere data, forudsige forbrugsmønstre og hjælpe os til at træffe hurtigere beslutninger. Det er fascinerende – og lidt skræmmende.
For hvad sker der med os mennesker, hvis vi glemmer, at teknologien aldrig kan erstatte det, der gør os mest menneskelige?
AI kan gøre os mere effektive, men det er kun i samspillet med vores empati, kreativitet og evne til at samarbejde på tværs af forskelligheder, at vi kan skabe noget, der virkelig rører og forandrer. Uden det risikerer vi at reducere os selv til funktioner i et system – endnu en datapunkt i et regneark.
Igennem hele mit liv har jeg haft kontakt til utrolig mange virksomheder og brands, og jeg oplever, at mange bliver fanget i en målbarhedskultur. Og det er kun eskaleret i takt med, at vi kan måle endnu mere. KPI’er, dashboards, lykkeindeks og performance-tal fylder. Jeg kan være nervøs for, at vi i takt med, at vi kan automatisere mere og mere, bliver fanget i et effektivitetsloop, som ikke nødvendigvis skaber bedre løsninger for mennesker – men bare hurtigere processer og pænere kurver.
Men er det egentlig dét, vi har brug for?
Martin Buber talte om forskellen mellem to måder at være sammen på: jeg-det og jeg-du. Når vi ser hinanden som objekter, funktioner eller præstationer – så lever vi i jeg-det. Men når vi møder hinanden som mennesker – med fejl, følelser og alt det uskønne – så lever vi i jeg-du. Og det er dér, nærvær og mening opstår. Det er dér, vi husker, hvorfor vi overhovedet gør alt det, vi gør.
Kierkegaard sagde, at mennesket er et selv, der skal forholde sig til sig selv. Det kan lyde højtragende, men i bund og grund handler det om, at vi ikke kan outsource det vigtigste ansvar i livet: At beslutte, hvem vi vil være, og hvordan vi vil leve. Ingen algoritme kan tage det valg for os. Tværtimod bliver det endnu vigtigere, at vi selv tør sætte retningen – ikke bare for at være effektive, men for at leve ægte.
Under min uddannelse som psykoterapeut i Emotion Focused Therapy (EFT) er jeg blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtig emotionel intelligens er – og jeg tror på, at den kun bliver endnu vigtigere i fremtiden.
Følelser er ikke bare noget, vi skal holde nede eller ignorere. De er signaler, der peger os i retning af, hvad der er vigtigt, og hvad vi længes efter. Når vi lærer at lytte til vores følelser med empati – både over for os selv og andre – får vi adgang til en form for intelligens, som ingen algoritme nogensinde kan erstatte: evnen til at forbinde os som mennesker.
Det betyder ikke, at vi skal lade følelserne styre os blindt. Tværtimod handler det om at bruge dem som kompas – som en måde at navigere ud fra den mening, vi selv kan danne, fremfor blot at følge den næste KPI, det næste mål eller det næste filter.
Måske er det netop det, vi skal minde os selv og hinanden om i en tid, hvor alt kan måles og optimeres: At det ikke altid er det hurtigste, mest effektive eller mest polerede, der gør livet værd at leve. Men nærværet. Samarbejdet. Kreativiteten. Og den helt almindelige omsorg for hinanden.
Fremtiden tilhører ikke teknologien alene. Den tilhører os – når vi tør bringe det menneskelige med: empati, kreativitet, kærlighed og modet til at være ægte.
Hvis du er nysgerrig, eller tænker at din arbejdsplads kunne have glæde af at arbejde med de her temaer, er du altid velkommen til at række ud. Du kan også skrive dig op til mit månedlige nyhedsbrev, hvor jeg deler tanker og inspiration fra mit arbejde med terapi, ledelse og menneskelig udvikling.
